Baby – Kiropraktisk behandling

I kiropraktisk Klinik Haarby og Assens går vi højt op i at specialisere os i behandling af de mindste patienter og er ofte på kurser i behandling af spædbørn og børn.

Mange babyer kan have gavn af kiropraktisk behandling. Vi behandler alt fra skævt baghoved til asymmetrisk kravlemønster.

En babys skelet er langt fra færdigudviklet og det er vigtigt at slå fast, at babyer ikke er små børn – ligesom børn ikke er små voksne. Babyer undersøges og behandles anderledes og meget blidere. Der skal ikke særlig stor kraft til, for at reagere på behandlingen.

Er du i tvivl om din baby har brug for kiropraktisk behandling, kan du altid ringe og spørge eller booke tid til et tjek.

Symptomer

Kiropraktisk behandling kan afhjælpe mange symptomer hos spædbørn.

Det er især vigtigt, at man som forældre er opmærksomme på

  • Skævt baghoved
  • Punkter med slidt hår
  • Asymmetrisk hovedfacon, ansigtsasymmetri
  • Favoritside eller ensidig sove-stilling
  • Ekstrem bagoverbøjning af nakken og/eller kroppen
  • C-form
  • Urolig søvn
  • Motorisk urolighed
  • Gråd ved af- og påklædning
  • Utrøstelig gråd
  • Øget gylpning eller hikke
  • Forstoppelse

De problematikker, vi oftest behandler er beskrevet nærmere herunder.

Kolik defineres som uforklarlig gråd i mere end 3 timer om dagen, i mere end 3 dage om ugen, i mere end 3 uger. Oftest går kolik over omkring 3-månedersalderen.

Det er en tilstand, hvor ellers sunde og raske spædbørn har voldsomme og vedvarende skrigture, ofte hen på eftermiddagen og om aftenen.

Forældre til utrøstelige børn er frustrerede og føler sig mange gange utilstrækkelige. Det er umuligt at vide, hvad der er galt og derfor også, hvad der kan få barnet til at falde til ro. Årsagerne kan være mange, men skyldes gråden en funktionsforstyrrelse i kroppens led eller muskler, vil dit barn have gavn af kiropraktisk behandling.

Motoriske problemer kan også skyldes funktionsforstyrrelser i kroppens led, ofte nakke og bækken. En hård fødsel, fald eller lignende kan være årsagen, men der er ikke altid en forklaring. Barnet kan f.eks. have problemer med at trille, krybe og kravle eller have svært ved at holde balancen.

Det er en god ide at få barnet undersøgt, og gjort noget ved problemet, inden det får betydning for den videre udvikling.

Fladt baghoved/skævt kranie opstår, hvis barnet ligger meget på ryggen eller med hovedet til samme side.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at nyfødte sover påryggen for at mindste risikoen for vuggedød. Men en babys kranie er stadig ikke vokset helt sammen, og tager relativt hurtigt form efter trykket fra hovedets tyngde. Hvis baghovedet er begyndt at tage form, vil hovedet hvile mere stabilt på den flade side, og problemet forværres. Derfor er det vigtigt at søge behandling, hvis du har mistanke om, at dit barn har en favoritside eller er ved at udvikle fladt baghoved.

Undersøgelse

Inden undersøgelsen er det vigtigt at kende til detaljer om barnets symptomer. Vi spørger også ind til andre ting som udvikling, graviditet og fødsel. Herefter foretages en grundig undersøgelse af barnet for at udelukke, at barnet fejler noget alvorligt og for at finde frem til den rette behandling. Vi undersøger bevægelse af led og muskler, motorisk udvikling og reflekser.

Inden behandlingen igangsættes, informerer vi altid om vores vurdering og behandlingsplan.  

Behandling

Kiropraktisk behandling af spædbørn er yderst blid og helt smertefri for barnet. Den vil typisk bestå af gennembevægelse af led i nakke og ryg, samt blid massage af spændte muskler. En stor del af behandlingen er rådgivning til forældre om, hvordan man bedst stimulerer den motoriske udvikling hos barnet, og forebygger problemer i led og muskler fremover.

Der skal almindeligvis foretages mellem 1 til 5 behandlinger for at få ryggens led til at bevæge sig normalt igen.

Efter behandlingen kan barnet være lidt øm i led og muskler og derfor græde lidt mere. Nogle sover mere end normalt, da spændinger i led og muskler bliver løsnet. Ved behandling af bækkenet, kan der være hyppigere afføring end normalt.

Gode råd

Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal babyer lægges til at sove på ryggen, da det mindsker risikoen for vuggedød.

  • Læg barnet mest muligt på siderne og på maven, når det er vågent. På den måde mindskes risikoen for fladt baghoved.
  • Vær opmærksom på at barnet kigger skiftevis til den ene og anden side, når det ligger på ryggen. På den måde udvikles barnets nakkemuskler symmetrisk, og man undgår skævt baghoved.
  • Hvis barnet ammes, er det vigtigt at amme lige meget fra hvert bryst. Flaskebørn skal også ligge skiftevis på højre og venstre arm.

Bæreseler, skråstole og autostole bør ikke benyttes mere end højst nødvendigt, da muskler og skelet endnu ikke er udviklet til at holde denne position.